Feminine frugter

Reventlowparken 2022

Til udstillingen HUN har jeg lavet en installation, der består af en række lyserøde frugter, der ligger under et af parkens store træer som nedfaldsfrugter fra træet.

 

Med deres lyserøde farve refererer frugtkroppene til det kvindelige. Frugterne er forsynet med pigge. Pigge som hentyder til evnen til at forsvare sig, kæmpe sin sag og være et objekt man skal regne med. Pigge som hører til enhver moderne kvinde.

 

Det at placere frugterne under et træ trækker referencer til kundskabens træ og det bid af frugten, der gav os bevidstheden og kundskaben. Her må vi mænd nok takke kvinden for at hun lokkede os til at tage det bid.

 

Det er i den forbindelse også tankevækkende at indførelsen af kristendommen medførte en nulstilling af kvinders rettigheder. Det har taget adskillige generationer at genopbygge piggene på de lyserøde frugter.